Bestyrelsens beretning for 2003/2004
Koncerter
Koncertturné
Turné til Cortona, Italien, i perioden 10. – 19. oktober 2003. Tre koncerter i Cortona, Bevagna og Montepulciano.
Værkerne var
· Verdi: Sejrsmarch og hymne fra Aida
· Nielsen: Forspil til 2. akt af Saul og David
· Tchaikovskij: Koncert for violin og orkester
· Nielsen: Symfoni nr. 2, ’De fire Temperamenter’
Dirigent var Damian Iorio og solist Frederik Øland.
Det var en meget vellykket uge, vi havde i Italien, og koncerterne blev gode og var velbesøgte. Balancen mellem prøver/koncerter og sightseeing/afslapning var også fin. Det er bestyrelsens indtryk, at det var et positivt træk ved turen, at udgangspunktet var en mindre by, idet det sociale indhold hermed blev meget større.
Julekoncerterne
· 29.11.2003 i Espergærde Musikforening
· 30.11.2003 i Dansk Industri
· 02.12.2003 i Hellig Kors Kirke.
Værkerne var
· Nielsen: Forspil til 2. akt af Saul og David
· Tchaikovskij: Koncert for violin og orkester
· Nielsen: Symfoni nr. 2, ’De fire Temperamenter’
Dirigent var Morten Ryelund, som havde stået for det meste af indstuderingen også inden turen til Italien, og solist igen Frederik Øland. Der var pænt besøgt til alle koncerter og såvel Espergærde som DI genengagerede os til 2004 på stedet.
Korkoncert januar 2004
25. januar 2004 i Kuhlausalen, Lyngby Kulturhus
27. januar 2004 i Hellig Kors Kirke
Værkerne var
Mozart: Ave Verum
Franck: Panus Angelicus
Puccini: Messa di Gloria
Sangerne var:
· Jan Lund, tenor
· Per Høyer, bas
· Elverhøjkoret
Dirigent var Nenia Zenana.
Der var tale om en ’bestillingskoncert’, hvor koret stod for langt det meste af arrangementet og hvor orkestret fik en fast betaling for deltagelsen.
Forårskoncerter 2004
· 13.03.2004 i Gentofte Rådhus
· 14.03.2004 i Sorgenfri Kirke
Programmet var
· Humperdinck: Ouverture til Hans og Grete
· Dvorak: 4 slaviske danse
· Dvorak: Koncert for cello og orkester.
Dirigent var Kaisa Roose og solist Niels Ullner.
På grund af jubilæet blev der tale om et meget kortvarigt prøveforløb. Gentofte Rådhus er en særdeles velegnet sal, men der skal gøres en stor indsats for at tiltrække publikum. Det var straks lettere i Sorgenfri Kirke, der har sit eget stampublikum. Bolero fra P2 interesserede sig for forløbet og lavede et indslag om orkestret 13.03.2004.
Tivolikoncerterne 2004
· 04.06.2004 i Kuhlausalen i Lyngby Kulturhus
· 06.06.2004 i Tivoli
Programmet var
· Koppel: Ode til et Postbud (uropførelse)
· Beethoven: Koncert for violin og orkester
· Nielsen: Symfoni nr. 3 ’Espansiva’
Dirigent var Giordano Bellincampi og solister Christina Åstrand, Tina Kiberg og Stig Fogh Andersen.
Orkestrets 50 års jubilæum blev fejret med manér. Alle sejl var sat til med bestilling af Anders Koppels værk, de fremragende solister og dirigent, udgivelse af jubilæumsskrift, invitation af en række samarbejdspartnere til koncerten i Tivoli, gallafest m.v. Der var 1400 tilhørere i Tivoli og der var tale om to musikalsk set virkelig gode koncerter.
Prøveforløbet var særdeles vel tilrettelagt og vi fik samtidig mulighed for at stifte bekendtskab med Christian Kluxen, som vi vil samarbejde med fremover. Der blev fra dirigentens side stillet endda særdeles store krav til medlemmernes disciplin og fremmøde, hvilket blev honoreret af alle grupper - til dirigentens store tilfredshed. På grund af kravet til besætningen voksede orkestret ved denne lejlighed til 85 medlemmer. En stor tak til alle, der medvirkede til at gøre jubilæet så festligt.
Bestyrelsens arbejde i øvrigt
Rejsen efteråret 2005
Bestyrelsen
er gået i gang med at planlægge turen og at søge finansiering til den. Et
udkomme af den vellykkede jubilæumskoncert er, at vi har modtaget tilbud om
fondsstøtte til turen. Bestyrelsen ser gerne hjælp til at arrangere rejse fra
medlemmer uden for bestyrelsen.
PR
Bestyrelsen arbejder intensivt med PR og forsøger til stadighed at forbedre sig. Jubilæumskoncerterne viste med al tydelighed, at det bærer frugt. Generelt har der været en del opmærksomhed om orkestret i det forløbne år, idet der er blevet lavet 2 radioudsendelser og har været flere anmeldelser og omtaler af vores koncerter.
Bestyrelsen ser meget gerne, at også medlemmer uden for bestyrelsen deltager i PR-arbejdet. Det viser sig efterfølgende, at der er mange gode idéer, som aldrig bliver udnyttet. Med henblik på fremtidig PR-indsats er der blevet taget nogle professionelle billeder af orkestret i forbindelse med jubilæet.
Orkestrets hjemmeside blev i forbindelse med jubilæet revideret ganske kraftigt og fremstår nu særdeles flot og brugervenlig. Samtidig er der etableret en hjemmeside med optagelser fra orkestrets koncerter, i det omfang der ikke hermed brydes nogen form for ophavsret. Thomas Eldblom, Otto Lassen og Karl Gustaf Meldal skal takkes varmt for deres indsats med dette.
Repertoire
Repertoiret fastsættes i samarbejde mellem bestyrelsen og dirigenten. De forslag, der modtages fra orkestrets medlemmer, indgår i overvejelserne, og alle opfordres til at komme med forslag. Der er mange forhold, der indgår i fastlæggelsen af repertoiret, og bestyrelsen bestræber sig på at honorere dem alle. F.eks. kan nævnes sværhedsgrad, prøvetid til rådighed, dirigentens ønsker, besætning (harpe, klaver, slagtøj), gerne fuld træblæser- og messingbesætning, mulighed for fondsstøtte, lejeomkostninger og publikumsinteresse.
Bestyrelsen udarbejder løbende langtidsplaner, der p.t. strækker sig til efteråret 2006 med enkelte huller. Disse vil blive fremlagt i orkestret til orientering og til dialog.
Dirigenter
Det seneste år har heldigvis budt på en del nye, unge dirigentemner, som afprøves ved et par prøver. Der er allerede indgået aftale med nogle af dirigenterne om længerevarende forløb. Dette gælder f.eks. Christian Kluxen og René Bjerregaard Nielsen. I forhold til generalforsamlingen sidste år er der således taget initiativ til den efterspurgte fornyelse af staben.
Lokaler
Det er foreslået at se på Vesterbro Ungdomsgård hvilket vil ske inden for nær fremtid. Det kan vise sig at være et alternativ til Ahlefeldtsgade. Der har det seneste år været flere tilfælde af aflysninger fra Ahlefeldtsgades side, hvorfor det er nødvendigt at overveje andre lokaler.
Navn
Der blev i november 2003 afholdt en ekstra generalforsamling omkring orkestrets navn. På trods af mange indkomne forslag og stor interesse for emnet var der dog ikke flertal for at skifte navn. I Italien blev det engelske navn Copenhagen Symphony Orchestra anvendt.
Bestyrelsen har af de mange interessetilkendegivelser forstået, at forslaget om navneforandring skyldes et ønske om at tiltrække et større publikum og at tiltrække nye medlemmer, specielt yngre medlemmer. Bestyrelsen tager disse ønsker meget alvorligt men finder, at der er andre måder at indfri dem på end et navneskift. Specielt vil en forbedret PR-indsats samt flere aftaler med musikforeninger og færre ’selvstændige’ koncerter kunne tiltrække et større publikum og et spændende repertoire kan tiltrække nye medlemmer. Dette blev meget tydeligt demonstreret i forbindelse med jubilæumsprojektet.
Protektion
H.K.H. Prinsen sagde i november 2003 ja til at være protektor for orkestret. Orkestret v. formanden er efterfølgende blevet inviteret til nytårskur og til koncert i anledning af Prinsens fødselsdag. Prinsen har som gave fået en invitation til efterårets koncerter, der efter Prinsens ønske indeholder en afdeling med fransk musik.
Andet
Specielt jubilæumsprojektet har været meget krævende for slagtøjsgruppen, idet værkerne krævede mange instrumenter og musikere og fordi der ofte var bud efter musikerne flere steder samme dag. Det skal derfor indskærpes, at alle må hjælpe med at bære slagtøj ind og ud. For at råde bod på de mange sammenfaldende prøver og koncerter der fra Studentermusikforeningens side taget initiativ til, at de større amatørorkestre i København koordinerer datoerne.