Referat af ekstraordinær generalforsamling i Amatørsymfonikerne 30.05.2006

 

Folmer Teilmann blev valgt som dirigent. Han konstaterede, at den ekstraordinære generalforsamling var lovligt varslet og beslutningsdygtig.

 

Det blev kort gennemgået, at kun personer, der har betalt kontingent regnes som medlemmer og dermed har stemmeret. Der kan stemmes ved fuldmagt.

 

Dina Gelfer-Jørgensen oplyste, at formålet med den ekstraordinære generalforsamling var at træffe beslutning om, hvorvidt orkestret skulle flytte øvelokale til Dronninggårdskolens festsal. Hun informerede om, at regler for tildeling af lokaler er de samme i Holte og København, hvorfor vi fortsat kun har sikkerhed for at have lokalerne et år ad gangen. Der er ikke umiddelbart noget, der tyder på, at vi bliver smidt ud af Ahlefeldtsgade.

 

Hans Gammeltoft-Hansen ridsede reglerne i Folkeoplysningsloven op. Det er en forudsætning for at modtage støtte fra en kommune, at der er tale om en forening, der har vedtægter og er hjemmehørende i den pågældende kommune. En flytning til Holte vil derfor sandsynligvis kræve en vedtægtsændring, såfremt vi fortsat skal være berettiget til at modtage lokaletilskud og få tildelt lokaler. (Dette ville kræve, at 2/3 af medlemmerne - svarende til 46 - stemmer for en flytning. Såfremt der ikke kræves vedtægtsændring, kræves alene simpelt flertal blandt de fremmødte for beslutningen. De fremmødte skal udgøre 40 % af medlemskredsen). Der er dog nogen usikkerhed om, hvorvidt det er orkestret eller MOF, der er støttemodtager og dermed skal opfylde Folkeoplysningslovens krav. Hans foreslog, at afstemningen blev gennemført, og at man, hvis afstemningsresultatet faldt ud til gunst for en flytning, senere søger en afklaring af dette forhold.

 

Derefter blev fordele og ulemper ved at blive i Ahlefeldtsgade hhv. at flytte til Holte drøftet. Der fremkom bl.a. følgende argumenter for og imod løsningerne:

·         Holte er for langt væk, når der er tale om en hverdagsaften

·         Parkeringsforholdene i Indre By og den forventede afgift gør det ønskeligt at finde et andet sted.

·         Salen i Holte har en akustik, der kræver meget lidt af orkestret. Det er farligt at blive forvænt til ikke at skulle yde ret meget.

·         Det er vigtigt, at det lyder godt også til prøverne. Akustikken i Holte tilgodeser dette.

·         Den nye overborgmester vil gerne gøre mere for kulturen i København. Der er måske muligheder her.

 

Flere medlemmer fremhævede, at selv om de personligt ønsker at prøverne flyttes til Holte, så må dette ikke ske, såfremt det betyder, at orkestret mister medlemmer. Skal orkestret flytte, skal det være alle, der flytter med. Et par medlemmer mente modsat, at den forventede P-afgift ved Ahlefeldtsgade kan betyde, at nogle medlemmer vælger at melde sig ud.

 

På forespørgsel, om hvor mange der forventede at måtte forlade orkestret ved udflytning til Holte på grund af beliggenheden, markerede en halv snes stykker og motiverede det med bl.a. Ahlefeldtsgade’s nærhed til arbejdspladser i byen og en lang transporttid fra Holte til deres hjem. Dertil har et par flere oplyst at ville forlade orkestret.

 

Herefter blev der gennemført en afstemning ved håndsoprækning om udflytning til Holte henholdsvis forbliven i Ahlefeldtsgade. Det blev forinden besluttet, at afstemningen alene skulle være vejledende for bestyrelsen, idet der skal tages hensyn til, at folk ikke forlader orkestret som følge af resultatet, og at orkestret fortsat kan få støtte via Folkeoplysningsloven.

 

Resultatet af afstemningen blev 28 stemmer for at flytte og 32 stemmer for ikke at flytte (begge tal incl. fuldmagter).

 

Som konklusion blev bestyrelsen opfordret til at fastholde Ahlefeldtsgade som øvelokale, men samtidig at arbejde for at finde et bedre øvelokale. Der blev ved håndsoprækning gennemført afstemning om denne opfordring, som 35 medlemmer stemte for.

 

Følgende muligheder for øvelokaler blev nævnt:

·         Det nuværende radiohus

·         Et nybygget gymnasium i Ørestaden

·         Nyt byggeri på Holmen

·         Et Real Dania projekt på Nørrebro, som måske kan give muligheder

 

En henvendelse til overborgmesteren blev også foreslået.

 

 


Referent: Dina Gelfer-Jørgensen.